Erhvervspolitisk tænketank stiftet i Grenå

En erhvervspolitisk tænketank er netop blevet oprettet i Grenaa. Tænketankens formål er at gøre Grenaa by attraktiv for fremtidens erhvervsliv. Derfor har man samlet en række erhvervsledere og meningsdannere i Grenaa til at skabe nye ideer, samt sikre, at disse ideer implementeres og føres ud i livet.

Tænketanken opløses efter planen i 2017, hvor nye initiativer forinden er blevet præsenteret og sat i værk. Mange af Djurslands Erhvervsråds medlemmer har en tilknytning til Grenaa på den ene eller anden måde, og vi bakker derfor også glædeligt op om projektet.

Hvis du ønsker at støtte det nystartede projekt i Grenaa, har du mulighed for at blive sponsor, og hermed modtage webbanner, certifikat og blive nævnt som sponsor. 

Du kan downloade en flyer fra GET under fanen "Arkiv" her på hjemmesiden(klik på billedet ovenfor).  

Tre nye erhvervsdrivende i folden

Selvom Djurslands Erhvervsråd i forvejen repræsenterer en bred skare af virksomhederne på Djursland, kommer der løbende flere til.

I de seneste uger har hele 3 nye virksomheder og selvstændige meldt deres ankomst i foreningen, nemlig Samutex, Keinicke og Raw Pakketeknisk Rådgivning ApS.

Samutex, der til dagligt ledes af Guido Muschilewski og Rikke Rasmussen i Allingåbro, leverer kvalitetsløsninger indenfor tekstil og arbejdstøj. Jørgen Keinicke driver virksomheden Keinicke, der rådgiver andre virksomheder i  forbindelse med ledelsesudvikling. Og endelig har foreningen også fået tilkomst af Raw Pakketeknisk Rådgivning ApS, der er placeret i Rønde.

Djurslands Erhvervsråd byder alle de nye virksomheder velkommen i foreningen! 

December-nyhedsbrev ude nu

Djurslands Erhvervsråd er endnu engang på banen med et nyt nyhedsbrev. Vores nyhedsbrev har til formål at bringe dig de seneste opdateringer fra Erhvervsrådet, som er relevant for netop dig. 

I denne udgave vil der blive set tilbage på den netop overstået begivenhed "Made By Djursland", der havde et flot fremmøde af erhvervsfolk fra hele Djursland og omegn. 

Ligeledes byder denne måneds udgave også på indstillinger til årets Erhvervspris og Iværksætterpris, der vil blive uddelt i begyndelsen af det nye år, hvor Djurslands Erhvervsråd afholder den årlige nytårskur. 

Ligeledes finder du også relevante og aktuelle nyheder fra kommunerne, attraktive tilbud, samt nyt fra "CSR-bloggen". Find det hele under fanen "Nyhedsbrev - december 2015". 

Visioner sat under lup på inspirerende workshop

Onsdag d. 28. oktober havde 15 virksomhedsledere fornøjelsen af at tilbringe den sene eftermiddag og tidlige aftenstund i selskab med Jørgen Keinicke og Lone Bolther Rubin, der til dagligt arbejder med kommunikation og ledelse. Workshoppen fandt sted på Møllerup Gods i smukke omgivelser.

Selve workshoppen havde til formål aktivt at inddrage deltagerne i overvejelserne omkring, hvilken rolle visioner spiller i deres egen virksomhed. Særlig et spørgsmål skulle workshoppens deltagere forholde sig til, nemlig: ”Hvorfor?”. For hvis deltagerne var i stand til at svare på, hvorfor deres virksomhed lavede det, som den gjorde, var man langt i processen med skabe en gennemslagskraftig vision – hvilket kan styrke enhver virksomheds profil udadtil, men også klarhed indadtil.

Efter et par lærerige timer i visionernes tegn, var kursusdeltagerne klar til rundvisning på Møllerup Gods, ledsaget af godsets ejere, Anne Sophie og Stig Gamborg. Her kunne deltagerne høre om, hvordan den daglige ledelse af Møllerup Gods foregår, samt de tilhørende udfordringer. Rundvisningen blev afsluttet med en fornem middag på Hubertuskroen, hvor snakken gik lystigt mellem deltagerne i de intime rammer. 

Stærkt netværk sat i søen på Djursland

Vi annoncerede hen over sommeren med tiltaget ”Forretningsnetværk på Djursland”. Formålet var at få virksomhederne på Djursland til at kende hinanden bedre, for herved at øge samhandlen og vidensdelingen i området. En række infomøder blev holdt forskellige steder på Djursland, og opbakningen blandt de lokale erhvervsdrivende var stor.

Og nu er ”Forretningsnetværk på Djursland” for alvor kommet i omdrejninger, hvor 50 virksomheder fordelt omkring på Djursland mødes hver 3. Uge til netværksmøder i hhv. Mørke, Grenaa og Ebeltoft. Firmaet Netsøg står for afholdelsen af netværksmøderne, og hjælper deltagerne med at opbygge tillidsfulde relationer, så samarbejdet kan blive så frugtbart som muligt. Meldingerne lyder allerede nu på, at nye ideer til at styrke samarbejdet mellem virksomhederne vinder frem i netværksgrupperne.

Nåede du ikke at tilmelde dig ”Forretningsnetværk på Djursland”, og har du mod på at deltage i konceptet, er der stadig få pladser tilbage. Du og din virksomhed kan deltage året ud, uden beregning - kontakt Christian Steenfat fra Netsøg på tlf.: 28 12 97 73. 

Foreningens nyhedsbrev er ude nu

Djurslands Erhvervsråd lancerede i weekenden foreningens første nyhedsbrev, som vores medlemmer har modtaget via deres e-mail. Nyhedsbrevet indeholder alt lige fra nyheder fra formanden, de seneste aktiviteter fra kommunerne, samt information om kommende arrangementer i foreningen. Det er planen at nyhedsbrevet vil udkomme seks gange årligt – næste gang i slutningen af november måned.

I det akutelle nummer kan du bl.a. læse mere om den nærstående begivenhed i uge 47,  ”Made By Djursland”, der løber af stablen 21. November. Bliv desuden klogere på, hvad CSR(corporate social responsibility) dækker over, samt hvordan det kan skabe vækst i din virksomhed.

Ønsker du som privatperson at modtage nyhedsbrevet, har du nemt mulighed for dette. Det eneste du skal gøre, er at klikke ind på vores hjemmeside, hvor du på forsiden kan tilmelde dig nyhedsbrevet. Du har dermed også mulighed for at læse oktober-udgaven, som medlemmerne af foreningen netop har fået tilsendt.

Nyt medlem i foreningen: Insightments

Endnu en lokal virksomhed har fundet vej til vores voksende forening. I den forbindelse byder vi varmt velkommen til virksomheden Insightments. Virksomheden, der er beliggende i Rønde, arbejder med intern rekruttering, og fungerer til dagligt som rekrutteringspartner og mentor for private virksomheder og enkeltpersoner. Insightments ledes af CEO og stifter af virksomheden, Bo Fensbæk.  

En af virksomhedens centrale værdier er, at kvaliteten i forbindelse med rekruttering af nye medarbejdere skal have højeste prioritet. Således mindskes sandsynligheden for fejlrekruttering baseret på hastige beslutninger angående ansættelse.

Det glæder os at endnu et medlem har tilsluttet sig foreningen, og vi byder endnu engang velkommen til Bo Fensbæk og Insightments – vi glæder os til det fremtidige samarbejde. 

Godt nyt til virksomheder på Djursland

Djursland Erhvervsråd har i sommerens løb advaret kraftigt imod at nedsænke brotaksterne på Storebæltsbroen, da dette på sigt vil være skadeligt for virksomheder på Djursland.

Årsagen til dette er, at færge- og godstransport er en væsentlig indtægtskilde for mange virksomheder på egnen, og her ville en nedsættelse af takster for især godstransport over Storebælt gøre ondt. Hermed ville det blive mere attraktivt at bruge Storbælt som transportvej for virksomheder, fremfor Kattegatforbindelserne, som det i dag er tilfældet.

Men nu er der godt nyt til virksomhederne på Djursland: I det netop fremsatte forslag til finansloven i 2016, har regeringen foreslået, at kun pendlere skal have rabat, når det glæder transport over Storebælt. Således hæves det årlige pendlerfradrag fra 90 til 110 mio. Kroner.

En af begrundelserne for, at kun pendlere skal have rabat, er, at man fra regeringens side ikke ønsker at udkonkurrere Kattegatforbindelserne, hvilket en generel takstnedsættelse kunne tænkes at medføre. 

Nyt medlem i foreningen: Nordisk Bryghus

Det er glædeligt at kunne byde velkommen til foreningens nyeste medlem, nemlig Nordisk Bryghus. Som navnet ganske rigtigt antyder, er Nordisk Bryghus et mikrobryggeri placeret på Norddjurs, der til dagligt forsyner øltørstige ganer med specialbryggede øl. Efter Djurs Bryghus nedlagde produktionen for et par år siden, var Norddjurs i en overgang uden lokalbrygget øl, men det lavede Nordisk Bryghus altså om på.

Bryggeriet ledes af brygmester Torkild Junggreen Have, der efterhånden har en del års erfaring indenfor faget.

Det er i foreningen glædeligt, at vi fortsat kan tiltrække så mange forskellige brancher og virksomheder på tværs af fagområder. Men det er samtidig også et bevis om, hvilken opbakning der er til Djurslands Erhvervsråds arbejde, samt visionen om at varetage alle erhvervsdrivendes fælles interesser om et Djursland i vækst.

Velkommen til Torkild Junggreen Have og Nordisk Bryghus! 

Nye medlemmer i Djurslands Erhvervsråd

Det er med stor glæde, at vi kan byde velkommen til hele tre nye medlemmer i Djurslands Erhvervsråd. Reflection Aps, Arkikon og Kattegatcenteret er pr. dags dato blandt de 222 virksomheder og erhvervsdrivende, som Djurslands Erhvervsråd i det daglige repræsenterer. 

Reflection ApS er en virksomhed bestående af psykoterapeuter med adresse i Glesborg på det nordlige Djursland. Arkikon er en tegnestue for ingeniører, konstruktører og arkitekter, der specialiserer sig i teknisk byggeri med særlig henblik på varmeværker og transformerstationer. Arkikon har adresse nord for Grenaa. Endelig har Kattegatcenteret i Grenaa også valgt at tilslutte sig Djurslands Erhvervsråd. Kattegatcenteret er en af de største turistattraktioner på Djursland, hvor over 6 millioner mennesker har besøgt centeret siden dets åbning i 1993. 

Under fanen "Medlemsskab" finder du den fulde medlemsliste, hvor du således kan se alle foreningens medlemmer. 

"Djursland - Én virksomhed"

”Djursland – Én virksomhed” er et af de arrangementer, der i øjeblikket arbejdes ihærdigt på i Erhvervsrådet. Datoen for begivenheden er allerede fastsat til d. 21 november 2015, og har til formål at styrke relationerne internt imellem virksomheder på Djursland, men også lokalområdets image udadtil.

I onsdags var godt 20 lokale, heriblandt iværksættere, virksomhedsledere, fødevareproducenter invitereret til Aarhus for at ideudvikle og brainstorme, således at ”Djursland – Én virksomhed”-arrangementet kan blive så stor en succes som muligt.

Til at sætte gang i den kreative tankeproces, var de 20 deltagere sammen med Djurslands Erhvervsråd og Viden Djurs mødt op hos Thomas Vovemod, der til daglig driver vanebrudspalæet i centrum af Aarhus. Her kunne Thomas bidrage med innovativ sparring og kreative indspark til workshoppens deltagere, der bestod af tre arbejdsgrupper.

”Djursland – Én virksomhed” kommer til at centrere sig om netop tre emner; ”Iværksætteri og virksomhedsudvikling”, ”Lokalsamfundene” og ”Det gode liv”. Vi vil opdatere med yderligere information, når datoen for arrangementet nærmer sig.

AquaDjurs tog imod de morgenfriske

Spildevandsselskabet AquaDjurs slog sidste fredag dørene op til morgenmøde for interesserede, hvor der var mulighed for at høre om selskabets historie, herunder forvandlingen fra offentlig institution til privatejet selskab. Godt 30 erhvervsdrivende og virksomhedsledere havde været tidligt oppe, men ifølge de tilhørende ved arrangementet var det hele umagen værd. 

- "Det var et god initiativ at bringe virksomheder og politikere sammen om vores fælles udfordringer, og det var et godt oplæg om den proces, man har været igennem", udtaler Gert Fogh fra Gærfabrikken i Grenaa. 

Arrangementet blev styret af Jørgen Keincke og Lone Bolther Rubin. Førstnævnte har du mulighed for at møde til en de kommende arrangementer, som Djursland Erhvervsråd arrangere i efteråret. 28. oktober vil Jørgen Keincke nemlig også deltage i Workshoppen "Hvorfor, hvorfor?" på Møllerup Gods, som du iøvrigt kan finde yderligere information om under "Kommende arrangementer". 

Infomøde var en stor succes

Det første informationsmøde om forretningsnetværk blev i går afholdt i Mørke. På mødet blev konceptet om forretningsnetværk på Djursland fremlagt, og der var således stor opbakning til arrangementet - hele 20 virksomheder var dukket op for at høre om de spændende muligheder for at indgå i et sparringssamarbejde virksomhederne imellem. 

 

Og de første tilbagemeldinger fra mødet har været ganske postive. Således valgte hele 15 virksomheder allerede ved mødets afslutning at tilmelde sig ordningen, hvilket betyder at netværksgruppen i Mørke bliver en realitet. 

Djurslands Erhvervsråd - kun 1 klik væk

Skulle du endnu ikke have opdaget det, kan du under fanen "eksterne links" finde et direkte link til vores profiler på Facebook og Twitter. Synlighed er en kerneværdi i vores forening - ikke kun overfor vores medlemmer, men også overfor omverden. 

Vi er derfor også til stede på de sociale medier, og hvis du ønsker at være fuldkommen opdateret på foreningens arbejde, aktiviteter og arrangementer, kan vi varmt anbefale at følge os på enten Facebook eller Twitter. Ved linket har vi udarbejdet en kort guide til, hvordan du kan følge vores arbejde - vi er kun 1 klik væk. 

Infomøde: Forretningsnetværk på Djursland

Djursland Erhvervsråd præsenterer hermed et nyt tiltag for dig, der er interesseret i at styrke og udvide dit netværk som erhvervsdrivende. I samarbejde med Syddjurs Erhvervsforening og Netsøg lanceres tiltaget: Forretningsnetværk på Djursland

På infomødet vil du få mulighed for høre nærmere om, hvordan du kan være med til at deltage i dette projekt, som vil løbe af stablen den kommende tid. Formålet med tiltaget er at tilbyde dig en unik muligehd for dele viden med andre lokale virksomheder,, som kan gavne både din virksomhed, samt skabe fremtidig vækst på Djursland. 

Opdateret medlemsliste

I Djursland Erhvervsråd er der plads til både store og små virksomheder, helt uafhængig af brancher og fagområder - Ingen interesser er for små når det kommer til spørgsmålet om vækst. Det er vigtigt for erhvervsrådet, at alle vores medlemmer føler, at der bliver taget hånd om deres meninger og synspunkter. 

Er du endnu ikke blandt de godt 220 virksomheder og erhvervsdrivende, som Djursland Erhvervsråd i øjeblikket repræsenterer, og ønsker du at blive en del af fællesskabet, kan du besøge fanen "Medlemsskab" for yderligere infomation. 

Håndværkerfradraget

Håndværkerfradraget

Håndværkerfradraget genindført.

Regeringen har, fra april 2013, forlænget håndværkerfradraget med tilbagevirkende kraft, så det gælder i hele 2013 og 2014. Ordningen er genindført efter uændrede vilkår, dog kan man nu, som noget nyt, også få fradrag på sommerhuse og fritidshuse.  For at opnå fradraget skal man være berettiget til det. I den anledning har 3byggetilbud.dk udarbejdet en overskuelig grafisk tegning som beskriver de kriterier der skal opfyldes, for at kunne udnytte håndværkerfradraget.

Klik her og få det grafiske overblik

 

 

Djurslands Erhvervsråd er nu kommet på facebook og mobilsitet

Djurslands Erhvervråd er kommet på facebook. Her kan du få information omkring vores arrangementer og løbende tiltag af enhver art. 

Endvidere har har du mulighed for, via din smartphone, at komme på vores hjemmeside og få let adgang til alle informationerne. Vi har sørget for, at teksten og billederne er tilpasset skærmstørrelsen, så du let kan finde rundt og læse tingene.